Hanibal Kleurhof er ikke en mand, man overser. Dels fordi han er 193 centimeter høj, dels fordi hans hatte-samling tæller 37 eksemplarer, hvoraf 34 er absolut uegnede til hverdagsbrug. Men mest fordi han har gjort det til sin livsopgave at dissekere, kommentere og lejlighedsvist forlove sig med de mest bemærkelsesværdige, absurde og indimellem helt udmærkede hjemmesider, som danske og internationale virksomheder præsenterer for en intetanende verden.
Skribenten bag sarkasmen
Med en fortid, der spænder fra bogtrykker-lærling i Odense over tre semestre på filosofistudiet til freelance copywriter for et reklamebureau, der gik konkurs i 2009, har Kleurhof erhvervet sig en unik blanding af praktisk håndværk og eksistentiel tvivl. “Det gav mig perspektiv,” siger han selv. “Og en vis mistillid til marketingfolks forhold til sandheden.”
Siden 2011 har han drevet sin blog “Kleurhofs Kabinet”, hvor han ugentligt – undertiden dagligt, hvis humøret eller whiskyen tillader det – anmelder virksomheders hjemmesider med en pen så spids, at den kunne bruges som cocktailpind. Hans tilgang er enkel: Hvis du tilbyder verden dine produkter, services eller holdninger via internettet, skal du være forberedt på, at nogen faktisk læser, hvad du skriver. Og Hanibal læser. Grundigt.
En æstetik bygget på modsigelser
Kleurhof bor i en lejlighed på Vesterbro, som han beskriver som “sen-boheme med tidlige pensionisttendenser”. Bogreolerne bugner af alt fra Kierkegaard til Terry Pratchett, hvoraf sidstnævnte er “langt bedre selskab til et glas rødvin”. Hans arbejdsplads er et mahogniskrivebord købt på loppemarked for 800 kroner, placeret ved vinduet, så han kan “overvåge byens gang og samtidig undgå for meget øjenkontakt med omverdenen”.
Han klæder sig som en mand, der har opgivet mode til fordel for stil. Tweedjakkerne er slidt, men af god kvalitet. Skjorterne er altid lyse, ofte lidt for store, fordi “comfort trumper pasform efter en vis alder”. Og så er der altså hatterne. Mange, mange hatte. “En hat,” siger han, “er forskellen mellem en kedelig person og en kedelig person med hovedbeklædning. Det er noget.”
Lidenskaben: Hjemmesideanalyse som kunstform
Hvad driver en mand til at bruge 15-20 timer om ugen på at læse Om Os-sider, gennemgå produktbeskrivelser og analysere kontaktformularer? Ifølge Kleurhof selv: “Nysgerrighed, perversitet og en dyb fascination af, hvordan virksomheder tror, de fremstår versus hvordan de faktisk fremstår.”
Metoden bag galskaben
Hans anmeldelser følger en uformel struktur. Først det første indtryk – ofte brutal, altid underholdende. Så dykker han ned i detaljer: Sproget, designet, navigationen, og ikke mindst budskabet. Hvad forsøger virksomheden egentlig at sige? Og lykkes de? Eller laver de, som han formulerer det, “digital selvskade i slowmotion”?
“Mange virksomheder behandler deres hjemmeside som en pligt,” skriver han i et blogindlæg fra 2019. “Noget man skal have, ligesom man skal have revisoren til at se på tallene en gang om året. Men en hjemmeside er dit ansigt udadtil. Og nogle ansigter burde være blevet hjemme.”
De tilbagevendende syndere
Kleurhof har gennem årene identificeret mønstre. Der er “den selvhøjtidelige virksomhed”, som beskriver deres kaffemaskiner som “revolutionerende livsstilsprodukter”. Der er “den desperate aktør”, hvis hjemmeside skriger “KØB NU” i caps lock på hver eneste underside. Og så er der “den eksistentielt forvirrede”, som ikke helt ved, om de sælger services, produkter eller bare vibes.
Særligt interessant finder han virksomheder, der hævder at have “passion” for banale produkter. “Jeg respekterer en mand, der er passioneret omkring ost,” noterer han. “Men en virksomhed, der er passioneret omkring plast-emballage? Det kræver nuancering.” Hans gode ven Orla Skriver har helt samme tilgang, når han skriver på hjemmesiden Bedre Hjemmesider.
Holdningen: Ærlig handel i uærlige tider
Kleurhof er ikke bare kritiker. Han er – på sin egen lidt skæve måde – forbrugerens fortaler. Hans grundholdning er, at virksomheder har ret til at sælge, hvad de vil, men de har også pligt til at være ærlige omkring det. “Sælg mig gerne overpriced nonsens,” skriver han. “Men kald det ikke ‘håndlavet’ når det er produceret på fabrik i Kina.”
Det er denne cocktail af princippialitet og pragmatisme, der gør hans blog populær. Han hverken forguderer eller fordømmer kapitalissmen – han dokumenterer dens mange, mange mærkværdige ansigter.
Sarkasmen som værktøj
Hans skriverier er præget af en tør humor, der sjældent annoncerer sig selv. “Deres mission statement indeholder 47 ord, og ikke et af dem betyder noget konkret,” kan en sætning lyde. Eller: “At kalde denne grafik ‘moderne’ er at kalde min frisure ‘strategisk planlagt’.”
Han formår at være skarp uden at være ond, kritisk uden at være destruktiv. Eller som en læser kommenterede: “Man ved aldrig helt, om man bliver latterliggjort eller bare mildt irettesat. Det er ubehageligt og dejligt på samme tid.”
Fremtiden ifølge Hanibal
Planer? “Fortsætte indtil hjemmesider bliver kedelige eller jeg bliver blind. Hvad end der sker først.” Han overvejer at udgive en bog – en slags “best of worst of” fra bloggens arkiver – men er ikke sikker på, om verden er klar. “Folk kan lige præcis håndtere mig i bidder. En hel bog kunne være overvældende. For dem. Ikke for mig.”
I mellemtiden fortsætter han sit arbejde: læsende, skrivende, kommenterende. En aparte herre med hat og holdning, der har gjort det til sit kald at holde øje med de virksomheder, der mener at vide, hvad verden har brug for. Hanibal skriver ofte sammen med sin bedste ven, Oliver Madsen.
Og verden? Den er mildt taknemmelig, selvom den ikke altid ved det.